Dobbeltsporet drejeskive
De særlige kørselsforhold på Den Translangelandgiske Jernbane, betyder at normal- og smalspor af og til må dele det samme areal, hvorfor banearkitekten og -børsterne tit kommer på specielle opgaver.
14. november 2010:
En af disse mere specielle opgaver kom da man fra baneforvaltningen fandt det hensigtsmæssigt at kunne transportere gods fra læsserampen over til kulgården og remisen, hvilket betød at de to sporsystemer skulle krydse hinanden i niveau.
For yderligere at besværliggøre opgaven, skulle krydsningen finde sted i en snæver kurve på normalsporet.
Der blev drøftet flere forskellige løsningsforslag, blandt andet et løst smalspors skinnestykke som blot skulle løftes på plads ved passage af normalsporet, derefter en vippebro til smalsporet, sågar en svingbro kom på tale uden at man syntes at have fundet den helt rette løsning.
Forhandlingerne fortsatte, og det endelige valg faldt på en lille drejeskive med fire skinnestrenge.
Straks planen var klar påbegyndte banetjenesten, i samarbejde HOAC fra Triumfbanen i Lyngby, projekteringen af opgaven, og efter få timer lå de fleste byggedele klar.
Enkeltdelene er fremstillet i 5 mm. plastmateriale, et produkt der nok burde kunne holde i hele banens levetid.
Drejetap og centerleje er af fabrikatet "Jackstik" der samtidig giver mulighed for tre elektriske forbindelser.
'Gravringene' blev samlet og monteret på bunden i værkstedet, hvor også selve drejeskiven blev monteret, ved samme lejlighed blev også drejetap og centerleje monteret.
Inden den samlede grav blev fragtet fra værkstede og ud på selve banestrækningen, blev den lige brugt som mål til det trædæk der tilsidst skal lægges på selve drejeskiven, så banearbejderne ikke falder over skinnerne i dagligdagen, eller falder ned i graven, når de går 'trætte' hjem fra arbejde!
Træet til drejeskivedækket er de meget berømte, og i jernbanekredse meget udbredte, Cappuccino pinde!
Herefter monteredes drejeskiven på baneterrænet, og den efterfølgende sporlægning kunne påbegyndes.
Først blev normalsporet lagt på drejeskiven, og de relevante snit i skinnerne foretaget.
Herefter gentog samme procedure sig med smalsporet, og de første prøvekørsler forløb uden de store problemer.